Hjemmelavet pizza
Author: 
Arbejdstid: 
Bagetid: 
Total tid: 
Antal: 3
 
Denne pizza er ekstremt tynd, så du skal virkelig passe på med at fylde for meget på den.

Jo mere fyld, jo tykkere skal du lave bunden, da den ellers ikke vil blive sprød.

Du kan med fordel se videoen først.

Inden du går i gang bør du læse min test af speltmel, for at se om du bør justere lidt på opskriften alt efter hvilket mel du bruger.
Ingredienser
  • 400 gram fintmalet speltmel
  • 100 gram fintmalet fuldkornsspeltmel
  • 365 gram vand
  • 10 gram salt
  • 15 gram gær
Vejledning
  1. Opløs gæret i vandet
  2. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt grundt (gerne med røremaskine) til dejen slipper skålen og dejen består glutenprøven. Læs mere om glutenprøven her
  3. Herefter lader du den hæve i et par timer.
  4. En gang eller to i timen stikker du lige hånden ind under den kolde hane, og vender derefter dejen ind over sig selv i skålen. Den skal slippe skålen hele vejen rundt. Derefter hæver den videre.
  5. Når den er hævet godt op, og har fået luftbobler, tager du dejen ud og deler den i 3 lige store stykker.
  6. Hvert stykke formes til en kugle (ved at folde dejen ind under kuglen, så kuglen er stram).
  7. Pizzakuglerne lægges til hævning en times tid. Denne sidste hævning gør dejen mere elastisk, så du får lettere ved at strække den ud når pizzaen skal laves.
  8. En time før pizzaen skal i ovnen, sætter du bagestålet/bagestenen eller bagepladen i ovnen og sætter ovnen til 250 grader. Jeg benytter selv 250 grader varmluft + undervarme, men det kommer an på hvilken ovn du har til rådighed. Bagestål er klart den mest optimale plade at bage på, men alternativt kan du benytte en bagesten. Hvis du benytter en almindelig bageplade vil pizzaen ikke blive ligeså sprød eller hæve ligeså meget under bagningen.
  9. Nu skal pizzaen formes/strækkes. Se hvordan man strækker en pizza her. Det kræver lidt øvelse i starten, men resultatet bliver fantastisk. Du kan i øvrigt sagtens strække pizzaen lidt mere end han gør i videoen hvis du ønsker en endnu tyndere pizza.
  10. Læg pizzaen på en bagespatel med bagepapir, og spred tomatsovsen på din speltpizza.
  11. Herefter spreder du lidt ost (igen - husk at less is more - hellere for lidt end for meget ost hvis du vil ende op med en sprød italiensk hjemmelavet pizza).
  12. Så slutter du af med selve fyldet, kun fantasien sætter grænser. Men - jeg anbefaler virkelig at du ikke at overdriver. Hellere for lidt fyld end for meget. Pizzaen smager også udmærket med tomatsovs og ost alene (Speltpizza Margaritha).
  13. Derefter smider du den forsigtigt ind i den brandvarme ovn og giver den 4-7 minutter. Bagetiden varierer fra ovn til ovn, så det er en god ide at holde øje med farven på din speltpizza i ovnen. Osten skal være gylden og pizzakanten sprød.
  14. Bon appetit!
Recipe by Speltbageren.dk at http://speltbageren.dk/hjemmelavet-pizza/