Spinatboller
Author: 
Arbejdstid: 
Bagetid: 
Total tid: 
Antal: 20
 
Her får du mit bud på verdens bedste boller.

Der er naturligvis tale om en opskrift på speltboller, med al den smag, duft og kraft det bringer med sig.

Boller med spelt og spinat = Verdens bedste boller.

Inden du går i gang bør du læse min test af speltmel, for at se om du bør justere lidt på opskriften alt efter hvilket mel du bruger.
Ingredienser
  • 600 gram Fintmalet sigtet speltmel
  • 250 gram Fintmalet fuldkorns speltmel (Du kan også vælge at bruge 900 gram fintmalet sigtet speltmelt og droppe fuldkornsmel, hvis du ikke har noget på lager.
  • 225 gram Spinat (optøet hakket spinat) Svarer til en halv pakke frossen hakket spinat med saft.
  • 500 gram Koldt vand
  • 15 gram Salt
  • 10 gram Gær
  • 1 spsk Citronsaft
Vejledning
  1. Hæld det kolde vand i røremaskineskålen.
  2. Rør gæren ud i vandet.
  3. Bland melet og kom ⅓ af det op i skålen.
  4. Rør dejen til den har optaget alt melet.
  5. Kom yderligere ⅓ af det blandede mel op i røreskålen og rør til melet atter er optaget i dejen.
  6. Tilsæt den optøede spinat + spinatsaften, salt, citron og resten af melet og fortsæt æltningen
  7. Lad dejkrogen ælte dejen på røremaskinens højeste trin i 8 minutter. Herefter slukker du maskinen og laver en glutenprøve.
  8. Når dejen består glutenprøven, stopper du æltningen og gør den ene hånd våd igen. Nu skal dejen “vendes” rundt i skålen. Det betyder at du med våd hånd skiller dejen fra skålens side og vender dejen op, indtil du har været hele vejen rundt og dejen er fri af skålen. Det er sikkert nødvendigt at fugte hånden under vandhanen et par gange inden du er nået hele vejen rundt i skålen.
  9. Gentag proceduren med at “vende” dejen i skålen med våd hånd en gang i timen de næste 3-5 timer.
  10. En times tid før dejen er færdighævet, tænder du ovnen på 250 grader. Jeg benytter selv en funktion med varmluft + undervarme, men det afhænger af hvilke funktioner der mulige på din bageovn.
  11. Hvis du ikke har en bagesten eller endnu bedre, et bagestål, er du nødt til at bruge en almindelig bageplade. Lad bagepladen, bagestenen eller bagestålet ligge i ovnen imens den varmer den op.
  12. Når dejen er færdighævet, drysser du grahamsmel, knuste hvedekerner, græskarkerner, solsikkekerner eller andet “drys” på bordet og hælder dejen ud af skålen oveni drysset. Derefter drysser du oversiden af dejen og bruger din "bordskraber" til at skære bollerne i firkantet facon. Først skærer du en strimmel i ca. 5 cm bredde, og deler derefter denne strimmel op i portioner på 5 cm størrelse, så du ender op med at få kvadratiske boller på 5 x 5 cm. (størrelsen kan du sagtens variere efter behag, bare sørg for at boller på samme plade har omtrent samme størrelse af hensyn til bagetiden.
  13. Hvis du har en bagespade, skal bollerne over på denne nu. Alternativt må du bruge noget andet der har ca. samme bredde som ovnbredden. Jeg foretrækker at lægge et stykke bagepapir på spaden, så jeg er sikker på at bollerne glider over på mit bagestål uden at bollerne hænger fast og derved mister luft.
  14. Lad bagepapiret med bollerne glide ned på bagestenen/bagestålet/bagepladen og luk ovnen.
  15. Bollerne skal have omkring 6-7 minutter, alt efter hvor mørk skorpe du foretrækker.
  16. Hiv derefter bollerne ud af ovnen og glæd dig til at sætte tænderne i verdens bedste speltboller.Ps: Hvis du kan lide en lidt sejere skorpe, kan du med fordel placere en bradepande i bunden af ovnen og hælde 2 dl vand i den, når bollerne bages.
Recipe by Speltbageren.dk at https://speltbageren.dk/spinatboller/